Jetsetteren Henriette Zobel er blevet idømt betinget fængsel i retten, hun fortæller, at hun er alkoholiker.

Henriette Zobel, som tidligere var gift med Peter Zobel og har mænget sig med de kongelige, er onsdag blevet idømt 20 dages betinget fængsel og en bøde på 7.000 kr. i Københavns byret. Hendes bil er blevet konfiskeret, og hun skal også betale sagsomkostningerne.

Henriette Zobel var tiltalt for spirituskørsel, fordi hun havde en promille på 2,26, da hun påkørte en anden bil på Gothersgade den 7. maj sidste år. Udover en meget høj promille havde Henriette Zobel også taget det beroligende middel chlordiazepoxid.

Sammen med Peter Zobel har hun to sønner, som hun glædeligt viser frem på sociale medier. Derudover er hun nu mindfulness-instruktør og laver forskellige kurser i mindfulness og meditation.

Under retssagen fortalte Henriette Zobel, at hun er alkoholiker, og hun erkender, at hun ikke kan tåle alkohol. Hun fortæller også, at hun for 20 år siden var i behandling for alkoholmisbrug, og at hun derefter ikke rørte alkohol og var helt ædru i 14 år. Efter hun kørte spirituskørsel, tog hun til England og kom i behandling for alkoholmisbrug i fire uger. Bagefter modtog hun behandling i Jylland i flere uger. Efterfølgende har hun gået til møder i Anonyme Alkoholikere og har fået efterbehandling.

Efter dommen i Københavns Byret skal kriminalforsorgen nu vurdere, om Henriette Zobel skal i yderligere behandling for alkoholmisbrug.

Hun tilstår, at hun havde kørt spirituskørsel, men forklarer, at hun ikke vidste, at de kunne påvirke hendes kørsel.

»Jeg er alkoholiker, og jeg angrer og er så ulykkelig over det, som er sket. På samme tid vil jeg gerne vedkende mig, at jeg har gjort det, jeg har gjort. For lidt over 20 år siden, var jeg i behandling, og der var jeg ædru i 14 år bagefter. Det er meget sårbart, men jeg har på samme tid behov for at vise jer, at jeg ved, jeg ikke kan tåle alkohol,« siger Henriette Zobel.

Zobel-familien lever et liv som en jetsetter-familie. Henriette Zobels Instagram-profil er fyldt med billeder fra rejser til spirituelle steder over hele verden, mens sønnen Alexander Zobel deler billeder af sin model-kæreste Asta Schultz og ham selv. Her er det også rejser til eksotiske steder, som pryder hans profil. Hans bror Nicolai Zobel virker derimod til at være lidt af en 'mors-dreng', da han på sin profil har mange billeder, hvor han er sammen med sin mor.

Henriette Zobels advokat fortæller under retssagen, at Henriette Zobel har det godt nu.

»Hun har vist en vilje og evne til at overholde det. Hun var i en meget hård behandling i England og derefter i Jylland. Henriette er indstillet på at gøre, hvad der skal gøres for ikke at komme i den situation igen,« siger advokaten, Søren Theilgaard.