To unge mænd har mistet livet ved en trafikulykke i Odense, oplyser Fyns Politi til Ekstra Bladet.

En soloulykke fredag aften har kostet to mænd - begge på 21 år - livet.

Det oplyser vagtchef Ehm Christensen til Ekstra Bladet.

Tidligere på morgenen oplyste politiet til Ritzau, at én mand var omkommet på stedet i forbindelse med ulykken.

Siden blev endnu en ung mand erklæret død på sygehuset.

I alt tre unge var i bilen - den tredje er i kritisk tilstand.

Bilen kom kørende med høj hastighed ad vejen Østerbro i Odense i retning mod øst. Pludselig skred bilen af ukendte årsager ud og ramte en lygtepæl, hvorefter den kørte ind i en husmur.

Politiet fik anmeldelsen klokken 21.47 fredag aften.

De unge kørte i en ældre, sort BMW, fortæller vagtchefen til Ekstra Bladet.

Der var tilsyneladende ingen vidner til ulykken. Politiet vil derfor gerne tale med personer, der måtte have set bilen med de tre unge tidligere på aftenen.

Billeder fra ulykkesstedet viser, at bilen er totalsmadret og sammenkrøllet, mens husmuren, som den ramte, er væltet.

Det er foreløbig uvist, om der var personer til stede i huset, da bilen bragede ind i det.

De pårørende til de tre personer i bilen er blevet underrettet om ulykken.

/ritzau/