Med lydfil og video håber politiet at finde ud af, hvem to mistænkte fra drabssag er. Fire er sigtet i sagen.

31-årige Abdinur Mohamed Ismail kom tilfældigt i skudlinjen en sommerdag sidste år. Han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og blev offer for et skyderi mellem to bander i Odense-bydelen Vollsmose.

Drabssagen har været efterforsket af Fyns Politi i snart et år, og i alt fire personer er nu sigtet i sagen, oplyser politikredsen.

I en pressemeddelelse torsdag lyder det, at antallet af sigtede i sagen blev fordoblet fra to til fire den 15. april. Her valgte politiet at sigte en 19-årig mand og en 21-årig mand for drab og drabsforsøg.

Da de begge allerede sidder varetægtsfængslet i andre sager, vil der først blive afholdt grundlovsforhør på et senere tidspunkt. En 22-årig og en 25-årig er tidligere blevet sigtet og varetægtsfængslet i drabssagen.

Drabet på Abdinur Mohamed Ismail skete cirka klokken 23.50 den 24. juni 2020. To stridende grupper med tilknytning til henholdsvis Korsløkkeparken og Bøgetorvet skød mod hinanden.

To endnu ukendte personer ankom til Egeparken og affyrede skud mod fire personer fra den rivaliserende gruppe. Derefter kørte de væk fra stedet på en scooter, mens de blev beskudt.

Ingen af de to på scooteren blev tilsyneladende ramt. Det gjorde til gengæld Abdinur Mohamed Ismail, der var på parkeringspladsen ved Egeparken og døde som følge af et af skuddene.

Politiet har endnu ikke fundet ud af, hvem scootermændene er. Derfor har Fyns Politi torsdag offentliggjort en lydfil og et klip fra et overvågningskamera. Håbet er, at det kan få nye vidner til at melde sig.

Politidirektør Arne Gram erkender, at kriminalitet i bandemiljøet er svært at efterforske. Sammen med det nye materiale kommer han derfor med en opfordring.

- Det er jo en særlig tragisk sag, hvor en uskyldig ender med at blive dræbt på grund af den totale mangel på respekt for andres liv, som de her bandekriminelle udviser, udtaler han i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Desværre er der stadig to mistænkte på fri fod, og derfor vil jeg også gerne appellere på det kraftigste til at kontakte os, hvis man ved, hvem de er.

- Det er vigtigt, fordi vi gerne vil have så mange af de her banditter i fængsel som muligt, så vi kan få genetableret trygheden i Vollsmose og i de andre dele af Odense, hvor bandernes kriminalitet skaber utryghed.

Ved skudvekslingen blev en 31-årig fra en af grupperne ramt af fire skud. Han overlevede. Der blev også skudt mod en hund, som efterfølgende døde.

/ritzau/