To mænd blev torsdag eftermiddag anholdt i en sag om en eksplosion, som fandt sted på Amager i mandags. Eksplosionen har kostet en 31-årig mand livet.

Det skriver Københavns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

De to er 24 og 32 år og danske statsborgere. De er sigtet for at have besiddet og overdraget en håndgranat til to kvinder, der blev varetægtsfængslet onsdag.

Kvinderne er sigtet for at have overdraget håndgranaten til en mand, der er sigtet for at have kastet håndgranaten.

Af sigtelsen, der er blevet læst højt under et grundlovsforhør fredag, fremgår det, at de to mænd skal have overdraget håndgranaten til kvinderne på Valdemarsgade i Vejle natten til lørdag i sidste uge.

Begge nægter sig skyldige.

Dommeren i grundlovsforhøret har besluttet, at de to mænd skal sidde varetægtsfængslet frem til 22. juni, fordi det vurderes, at de kan påvirke efterforskningen, hvis de er på fri fod.

Med torsdagens anholdelser er i alt seks personer anholdt i sagen.

Det var omkring klokken 18.00 mandag, at der blev kastet en håndgranat på Kurvemagerstien på Amager.

En 31-årig mand kom slemt til skade ved hændelsen, og sent onsdag aften afgik han ved døden.

Natten til tirsdag blev to mænd på 19 og 20 år anholdt og sigtet for drabsforsøg. En af mændene kastede ifølge sigtelsen en håndgranat for at dræbe.

Tirsdag aften blev to kvinder på 22 og 26 år anholdt. De er sigtet for at have overleveret håndgranaten til den 20-årige mand på en parkeringsplads ved en Netto-forretning i Skovlunde.

Alle fire nægter sig skyldige.

Grundlovsforhøret fredag foregik for lukkede døre.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre, hvilke beviser der er mod de sigtede, og hvad de eventuelt selv måtte forklare.

Sigtelsen læses dog op for åbne døre.

Den 31-årige, der mistede livet i eksplosionen, var ifølge Ekstra Bladet en far, der ikke var involveret i bandemiljøet.

Det er Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet, der efterforsker sagen. Politiet har endnu ikke sagt noget om et muligt motiv.

/ritzau/