Endnu to personer er blevet anholdt i skuddrabssagen ved Mogenstrup, som fandt sted juledag.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Anholdelsen er sket i dag, tirsdag, ved klokken 15.30.

Begge skal fremstilles i morgen, onsdag, i grundlovsforhør ved retten i Næstved sigtet for medvirken til drab.

Hvilken rolle politiet mener, at de to mænd præcist har spillet i sagen, fremgår ikke.

Offeret var en 34-årig mand, som ifølge B.T.s oplysninger var prospect i Bandidos. Altså var han et ikke fuldgyldigt medlem af rockerklubben.

Hans lig blev kort efter klokken 19 juledag fundet i Mogenstrup, som ligger nær Næstved, og herefter rykkede politiet talstærkt ud.

Inden tirsdagens anholdelser er seks mænd og en kvinde blevet anholdt i sagen om drabet på den 34-årige mand.

»Anholdelserne er et resultat af vores målrettede efterforskning af drabet, og jeg er tilfreds med, at vi nu får mulighed for at stille yderligere to mistænkte for en dommer i denne alvorlige sag,« siger politiinspektør Kim Kliver, der samtidig fortæller, at politiet fortsætter efterforskningen af sagen.

Ifølge pressemeddelelsen begæres der dørlukning ved grundlovsforhørene i morgen, og da de øvrige varetægtsfængslede i sagen også er behandlet bag lukkede døre, har politiet ikke yderligere kommentarer.

B.T. følger sagen.