Den kendte digter Yahya Hassan er blevet tiltalt i en ny sag, der behandles ved Retten i Aarhus.

»Anklageskriftet er ikke endeligt skrevet endnu, så jeg kan ikke sige noget specifikt om de tiltaler, der er rejst mod Yahya Hassan,« siger Hassans forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, til B.T.

Ifølge Ritzaus oplysninger er Hassan af anklagemyndigheden blandt andet tiltalt for trusler og kørsel i påvirket tilstand.

»Jeg kan bekræfte, at jeg møder som forsvarer for Yahya Hassan i retten,« siger han og uddyber overfor B.T.:

»Min klient er tiltalt for en lang række mindre forhold.«

Michael Juul Eriksen ønsker ikke at udtale sig yderligere om, hvad Hassan er blevet tiltalt for.

I maj i år oplyste politiet, at man var blevet kaldt ud til Hotel Royal midt i Aarhus, fordi en mand havde truet både gæster og ansatte.

En kvindelig gæst forklarede politiet, at hun var blevet vækket af Yahya Hassan.

Han havde banket på hendes dør og truet hende på livet. I hotellets reception besluttede betjente at anholde ham.

Denne episode kommer også til at være et forhold i sagen.

Efter planen skal sagen mod Yahya Hassan køre over to dage med start i oktober. Det vides ikke, hvordan han forholder sig til tiltalen.

Det er ikke første gang, at Yahya Hassan er på kant med loven.

I september 2016 blev han idømt fængsel i et år og ni måneder for at have affyret mindst tre skud i det vestlige Aarhus den 20. marts samme år.

Et af skuddene ramte en 17-årig mand i foden, mens et andet strejfede hans lår.

I 2013 udgav han digtsamlingen "Yahya Hassan", som blev et stort hit og har solgt over 100.000 eksemplarer. I teksterne bruges versaler.

Dansk-palæstinenseren skrev om svigt, kulturel splittelse, vild ungdom, socialt snyd og andre emner.