Digteren Yahya Hassan har fået en straf for vold ved Retten i Århus. Her var han under anklage for at have tildelt en anden mand knytnæveslag, og for det modtog han en dom på fire måneders betinget fængsel.

Den 19-årige digter var tiltalt for at have slået en ung mand med mellemøstlig baggrund i ansigtet med en knyttet næve foran spisestedet Ali Baba i Vestergade i Aarhus tilbage i februar 2014. Anklagemyndigheden krævede Yahya Hassan fængslet, mens hovedpersonen nægtede sig skyldig og forklarede i Retten i Aarhus, at optrinnet udsprang af, at en gruppe mennesker - inklusiv det påståede offer - opførte sig aggressivt over for Yahya Hassan, da denne ankom til spisestedet med sin kæreste klokken 2 natten til 15. februar 2014.

»Der var rigtig dårlig stemning, og der bliver råbt svin og hund,« forklaredeYahya Hassan og fastslog samtidig, at han oplever den slags »100 gange«, og at han derfor ikke var nervøs. Men da hans to livvagter fik travlt med at holde gruppen væk, blev Yahya isoleret med det påståede offer. Yahya Hassan forklarede også, at de endte med at stå tæt - pande mod pande, hvorefter Yahya Hassan oplevede, at anmelderen lavede en hurtig bevægelse, hvilket fik den unge forfatter til instinktivt at løfte armen som refleks. Han medgiver, at han ramte offeret, men husker ikke hvor.

»Men jeg har ikke udøvet nogen form for selvtægt,« forklarede Yahya Hassan.

Offeret fortalte i sin vidneforklaring, at Yahya Hassan skulle have slået ham flere gange, og at det skete efter, at anmelderen havde henvendt sig til Yahya Hassan og spurgt, om »det var værd at tjene penge på at skrive om religion, venner og familie«. Det spørgsmål skulle Yahya Hassan ifølge anmelderen have svaret på med to knytnæveslag i ansigtet.