Den kinesiske topkunstner Ai Weiwei skal have 1,5 millioner kroner af Skandinavisk Motor Co., der uretmæssigt har brugt Weiweis kunstværk i bilreklame, afgør Retten i Glostrup.

Derudover er Ai Weiwei blevet tilkendt en godtgørelse for ikke-økonomisk skade på 250.000 kroner.

Weiwei havde sagsøgt den danske importør af Volkswagen og krævet to millioner kroner i erstatning.

Han mente, at Skandinavisk Motor Co. A/S forbrød sig mod ophavsretten og markedsføringsloven, da selskabet fotograferede en ny Polo foran en kunstinstallation i 2017.

Og det har tre dommere givet ham ret i onsdag.

»Anvendelsen medførte en vis risiko for udvanding af Ai Weiweis "brand" og havde karakter af en snyltning på Ai Weiweis gode navn og rygte,« lyder det i afgørelsen.

»Anvendelsen udgjorde derfor en utilbørlig udnyttelse af kunstværket i markedsføringsøjemed,« lyder det videre.

Ai Weiwei stod bag kunstværket, der prydede facaden på Kunsthal Charlottenborg i København.

Her var kunsthallens vinduer barrikaderet af 3500 redningsveste opsamlet fra flygtninge, der kom i land på Lesbos i 2015 og 2016 i forbindelse med flygtningekrisen.

Ai Weiwei, der er en samfundskritisk kunstner, ville med kunstværket sætte fokus på den humanitære flygtningekrise.

/ritzau/