På videoen herover fortæller Jørgen Andersen, leder af færdselsafdelingen ved Fyns Politi, om politiets fotovogne.

En dansk bilist er sigtet for groft hærværk og risikerer et erstatningskrav på 250.000 kroner, efter han påkørte et af politiets kameraer, der kort forinden havde blitzet ham i en fotofælde.

Det skriver tvmidtvest.

Mange bilister vil sikkert være enige om, at det er en yderst frustrerende oplevelse, at blive fanget i en af politiets fotofælder. Det kan en 57-årig bilist fra Skive uden tvivl tilslutte sig.

Han var angiveligt så utilfreds med at blive blitzet, at han besluttede sig for at tage hævn. Den 57-årige vendte sin bil, hvorefter han kørte tilbage og torpederede kameraet, der stod placeret på en trefod i vejkanten.

Det hørte den betjent, der var på arbejde indeni i fotovognen, som holdt parkeret tæt på. Da betjenten kom ud af bilen, så han en sort varevogn køre væk. Derefter opdagede han, at kameraet var blevet ødelagt, og omkring det fandt han knust glas fra en bil-forlygte.

Det krævede dog ikke den store efterforskning, at finde frem til den 57-årige fartsynder. Betjenten kunne nemlig se billederne fra fotofælden igennem, som to minutter inden braget, havde fotograferet en fartsynder i en sort varevogn.

Ud fra bilens nummerplade opsøgte politiet derefter ejeren. Varevognen viste sig at have flere skræmmer, samt en knust forlygte.

»Det er vores teori, at han er kørt tilbage for at ødelægge kameraet. Trefoden står fire meter fra kørebanen, så det er ikke noget, man bare lige kommer til at gøre,« siger vicepolitiinspektør Morten Bujakewitz fra Skive Politi til tvmidtvest.dk.

Den 57-årige kan nu se frem til en modtage en fartbøde, samtidig med at politiet har valgt at sigte ham for groft hærværk. Derudover må han affinde sig med et muligt erstatningskrav, og ifølge Morten Bujakewitz, kan det blive en særdeles kostelig affære, hvis det påkørte udstyr er fuldstændig ødelagt.

Et spritnyt trefodskamera koster nemlig 250.000 kroner.