Voldtog tilfældig kvinde i saunaklub: 'Fanden gik i mig'
En 38-årig mand erkender at have voldtaget en kvinde ved en saunaklub i København, men afviser anklager om knivtrusler og yderligere overgreb.

En 38-årig mand erkender at have voldtaget en kvinde ved en saunaklub i København, men afviser anklager om knivtrusler og yderligere overgreb.

»Hun var bange.«
Sådan beskrev en 38-årig mand mandag den kvinde, han erkender at have voldtaget i begyndelsen af 2025.
Manden er tiltalt for voldtægt, to forsøg på voldtægt samt trusler med kniv. I Københavns Byret erkendte han voldtægten, men afviste resten af anklagerne.
Ifølge anklageskriftet mødte den 38-årige nytårsaften ved Poul Henningsens Plads-metrostation på Østerbro to kvinder, som han senere forsøgte at voldtage. De forhold nægter han pure.
Han afviser også, at han skulle have været bevæbnet med kniv eller have truet forbipasserende.
Dagen efter nytårsaften befandt han sig igen på en metrostation – denne gang Enghave Brygge Station – hvor han tilfældigt fik øje på en tredje kvinde, som var på vej til saunagus i saunaklubben Plugin Heat Club i København.

Ifølge hans egen forklaring fulgte han tilfældigvis efter hende til området ved saunaklubben uden noget seksuelt motiv.
I retten fortalte han, at han ville låne et toilet i en tilstødende bygning, og at en person viste ham vej. Inde på toilettet befandt kvinden sig.
»Fanden gik i mig,« sagde den 38-årige i retten.
Han forklarede videre, at han med verbale trusler fik kvinden ind i en toiletbås, hvor voldtægten fandt sted.
»Det foregår egentlig meget stille og roligt ligesom et normalt samleje,« sagde han og tilføjede hurtigt:
»Jeg ved godt, at det ikke var et normalt samleje.«
Ifølge anklageskriftet var overgrebet imidlertid langt mere voldsomt.
Her fremgår det, at den tiltalte truede kvinden med en kniv, tog kvælertag på hende og sagde:
»Jeg slår dig ihjel, hvis du ikke gør, som jeg siger.«
Et udsagn, som den tiltalte i retten mandag ikke kan genkalde sig at skulle have sagt.
Anklagemyndigheden mener også, at han tvang kvinden til anden seksuel omgang end samleje. Det forhold nægter han også.
Den 38-årige forklarede i retten, at kvinden var så bange, at hun ikke gjorde modstand og blot »gjorde, som han sagde.«
Efter overgrebet forlod han området til fods. Kort efter blev han ifølge sin egen forklaring jagtet af mellem tre og fem personer.
Han fortalte, at han forsøgte at flygte, men endte i en blindgyde, hvor han blev slået og sparket.
Ifølge anklageskriftet trak den tiltalte herefter en kniv og stak ud efter personerne. Også dette nægter han.
Mandag fortæller den tiltalte i retten, at han fortryder sine handlinger mod kvinden.
»Jeg er dybt ked af det. Jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage. Jeg var slet ikke rask oveni hovedet på det pågældende tidspunkt.«