En 22-årig mand fra Nykøbing Falster blev idømt fire måneders fængsel for sex med en ung kvindelig bartender i hendes telt, mens hun lå og sov på sommerens Roskilde Festival, skriver DAGBLADET Roskilde.

Et åbentstående telt med en sovende kvinde blev for stor en fristelse for en 22-årig mand fra Nykøbing Falster, da han havde alt for mange promiller i blodet natten til onsdag før sommerens Roskilde Festival.

En af kvindens venner fandt ham halvnøgen i hendes telt, men i retten i går hævdede han gentagne gange ikke at kunne huske noget som helst om nattens begivenheder.

Den 22-årige var taget til Roskilde Festival som frivillig campingvagt for en idrætsforening. På sin første friaften drak han sig fuld i foreningens store fællestelt.

Her mødte han en jævnaldrende kvinde, der passede baren.- Hun var beruset og flirtede med mig, forklarede han. Flirten ledte dog ikke til mere, og den 22-årige fortsatte med at drikke tæt. Det sidste han husker fra aftenen var, at han drak øl gennem en tragt og en lang gummislange.

Pigen var helt væk
Alligevel fandt han ved halvfiretiden om morgenen hen til kvindens telt, hvor hun havde lagt sig til at sove tidligere på natten. Hendes mandlige ven havde bemærket, at hun var blevet meget fuld, og havde derfor været forbi teltet, som lå ved siden af hans, for at kigge til hende.

- Hun trak stadig vejret, men var ellers helt væk, sagde vennen, der kendte hende fra sidste års festival, hvor de to kyssede lidt.

- Men da jeg et par timer senere ville lægge mig til at sove i mit eget telt, hørte jeg en mandlig stønnen, så jeg gik ud for at se, hvad der foregik. I teltet lå den 22-årige oven på den sovende kvinde. Ingen af dem havde tøj på underkroppen, og den 22-årige havde sit lem oppe i kvinden.

- Jeg var ikke i tvivl om, at hun ikke havde givet lov til, at det skulle ske. Da jeg kiggede til hende første gang, var hun slet ikke i stand til at have sex, sagde vennen, der efterfølgende hev den 22-årige ud af teltet og slog ham med en teltstang.

Kvinden vågnede først da slagsmålet var i gang og forklarede i retten, at hun troede sexovergrebet havde været en ond drøm, men da hun kom til sig selv, kunne hun mærke på sin krop, at det var virkelighed.

Dommeren lagde vægt på vennens vidneudsagn og det faktum at, den 22-årige aldrig var blevet inviteret ind i teltet. Udover fængselsdommen skal han betale 20.000 kroner plus psykologhjælp til kvinden samt sagens omkostninger. Han udbad sig betænkningstid i forhold til dommen.