"Det var ikke min mening at gøre hende ondt. Jeg tog bare chancen ved at køre hen til hende tidligt om morgenen, efter jeg havde været i byen om natten og var blevet meget beruset."

Sådan forklarede en 35-årige voldtægtsmand, da han fredag ved retten i Glostrup blev idømt fire års fængsel for endnu en voldtægt af en eks-kæreste.

Den forholdsvis strenge straf i voldtægtssagen skyldtes, at han nu er blevet dømt for at voldtage tre forskellige eks-kærester i henholdsvis 2012, 2014 og 2016, efter at de havde slået op med ham.

"Du har to domme på straffeattesten i forvejen for lignende forhold. Derfor er det åbenlyst for mig at spørge, om det er svært for dig at fornemme grænsen hos piger, som du har været kærester med?," spurgte anklager David Haahr fra Københavns Vestegns Politi den tiltalte i domsmandsretten.

Hertil svarede den kronragede mand, der i retten var iført langærmet hvid bluse og lyseblå jeans:

"Måske overser jeg nogle ting, som jeg ikke burde overse. I de to første sager var jeg påvirket af både kokain og alkohol, men jeg har ikke taget kokain i tre år - det er jeg stoppet helt med," lød det fra den rolige og velformulerede voldtægtsmand, der i en periode ernærede sig som vinduespudser.

Udover de fire års fængsel besluttede retten også, at den dømte Phal Rem efter endt afsoning skal udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Han kom til Danmark som lille dreng med sine forældre, der bor her endnu.

I Retten i Glostrup nægtede han sig skyldig i at have voldtaget den seneste eks-kæreste, da han ca. kl. 07.45 den 2. oktober sidste år uden aftale ringede på ved døren til hendes lejlighed i Ballerup og blev lukket ind. På et værelse sov kvindens mindreårige søn og i stuen lå hendes 15-årige datter.

"Vi har været ungdomskærester, og siden har vi været venner med fordele - altså bollevenner. Mens jeg sad fængslet for den anden voldtægt, kontaktede hun mig, og vi blev kærester i maj sidste år. Det gik fint, indtil en dag efter et par måneder, hvor vi tager i byen og jeg kommer til at være sammen med en anden pige. Bagefter konfronterer hun mig med det, og jeg flytter hjem til mine forældre."

"Langsomt genoptog vi dog en vis kontakt, og efter en måneds tid var jeg igen hjemme hos hende efter en bytur, hvor vi også var seksuelt sammen. Der var ikke noget ondt blod imellem os," forklarede den 35-årige om tiden op til det skæbnesvangre møde mellem dem tidligt om morgenen 2. oktober, efter endnu en fugtig bytur for hans vedkommende.

I løbet af aftenen og natten havde han ifølge sin egen forklaring fået op mod 20 genstande, inden han først tog en taxa hjem til sine forældre, men herefter fortrød og satte kursen mod eks-kærestens lejlighed i Ballerup.

Undervejs i taxaen skrev han bl.a. en sms til eks-kæresten med teksten: "Jeg er på vej til big (dig, red.)".

Ifølge anklageskriftet afviste hun kort efter, at de skulle have sex, men ikke desto mindre rev den 35-årige hende ned på sengen og holdt hende fast, så hun ikke kunne komme fri. Blandt andet lagde han sin ene arm over hendes hals, mens han forsøgte at kysse hende på munden, hvilket fik hende til at vende hovedet væk.

Alligevel rev han hendes trusser til side og tiltvang sig samleje med hende, selv om hun råbte "stop", "lad være", "slip", "hold op, stop, det gør ondt" eller noget i samme retning.

Først da hendes nødråb fik den 15-årige datter til at dukke op i døråbningen til værelset og råbe, at den 35-årige skulle "gå NU", forlod han stedet.

"Selv om den tiltalte har en meget stærk tilknytning til Danmark, mente et flertal i domsmandsretten, at grovheden af kriminaliteten vejede tungere i forhold til, at en udvisning ikke vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser," oplyser anklager David Haahr.

"Der er tale om en hård, men passende straf efter den skærpelse af straffen for voldtægt, som blev gennemført sidste sommer," tilføjer anklageren.

Den fældende dom og udvisningen blev på stedet anket til frifindelse.

I straffen på fire års fængsel indgår en reststraf på 304 dages fængsel, som Phal Rem "skyldte" efter sin prøveløsladelse for sin forrige voldtægtsdom. Her blev han i juli 2014 ved Retten i Roskilde idømt tre års fængsel for 31. marts samme år om morgenen at være dukket op hos sin eks-kæreste i hendes lejlighed i Køge og have tvunget hende til sex.

Med et knytnæveslag flækkede han hendes næse, truede hende til at gå med ind i soveværelset, hvor hun blev bundet og voldtaget.