En 29-årig mand er anklaget for at have voldtaget en 14-årig pige flere dage i træk.

Manden er fra Vejle og har ifølge anklagen tiltvunget sig samleje med pigen med vold på en adresse i hjembyen, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Ifølge anklageskriftet, som avisen er i besiddelse af, gentog den 29-årige voldtægten af den 14-årige pige tre dage i træk om aftenen den 24., 25., og 26. februar i år.

Derudover står der i anklagerne, at voldtægterne var af både vaginal, oral og anal karakter.

»Jeg vil heller ikke udtale mig om sagens nærmere omstændigheder. På grund af dens karakter bliver sagen kørt som en nævningesag, fordi vi har en påstand om fire års fængsel eller derover,« siger Susan L. Nielsen til avisen.

Sagen begynder onsdag ved Retten i Kolding, hvor manden skal afgive sin forklaring.

Derefter skal pigen komme med sin forklaring. Hun vil ikke være til stede i retssalen, men der vil blive afspillet en videoafhøring af den 14-årige. Et enkelt vidne skal torsdag afgive forklaring, og derefter skal sagens dokumenter fremlægges.

Til sidst skal forsvarer og anklager præsentere deres udlægninger af sagen. Torsdag eftermiddag falder der dom, og bliver den 29-årige dømt skyldig, skal dommer og nævninge finde frem til straffens varighed fredag.