Genoplev tirsdagens retssag i LIVE-bloggen i bunden af artiklen.

Grovkornet værkstedshumor, som bare var ment som sjov?

Eller rendyrket chikane i form af bizarre overfald og seksuelle overgreb ved bl.a. at få tvunget et kosteskaft og en tømrerblyant op i endetarmen.

Det er yderpunkterne i forklaringerne i en højst usædvanlig retssag mod fire håndværkere fra Kolding, der er tiltalt for at have forulempet en i dag 20-årig mand, som fra marts til september 2016 i sin læretid måtte gennemgå det værste mareridt, hvis man spørger ham selv.

Eller - hvis man spørger de tiltalte - blot var udsat for sjov og ballade i den arbejdskultur, der nu engang var i byggefirmaet.

»Jeg havde ikke lyst til at fortælle andre, at jeg fik stukket et kosteskaft op i mig og sådan noget. Jeg synes, det var så krænkende. Så jeg sagde ikke noget om det til nogen,« sagde den forurettede, spinkle mand, da han tirsdag blev afhørt i sagen.

Sagen omfatter fem anklagepunkter. Særligt to af de fire tiltalte har ifølge anklageskriftet gået forrest.

»Det skete stort set på samme måde hver gang: Jeg blev pludselig væltet omkuld af den ene, som var min makker, og som er stor og stærk. Og den anden, som var min chef og dengang også min svoger, stak så et kosteskaft eller en tømrerblyant op i min endetarm, mens jeg lå ned,« fortalte han, mens de mange tilhørere sad musestille, da de bizarre detaljer blev rullet op.

Ved en af de fem episoder, som skete dels på byggepladser i Odense og Horsens samt på håndværkerfirmaets egen adresse, blev overfaldet filmet af en af de fire tiltalte. Videoen, som blev optaget på en byggeplads i Odense, blev fremvist for de involverede under retsmødet. På den forholdsvis korte sekvens ses forurettede få et kosteskaft stukket op mod endetarmen.

Hverken pressen eller tilhørerne fik mulighed for at se det tæt på. Men på lydsporet, hvis volume var skruet højt op og rungede mellem væggene i den rummelige retssal, kunne man høre, at lærlingen ikke brød sig om, hvad han blev udsat for.

»For helvede! Arhh! Fuck, det gør ondt mand! Arhh!,« lød hans stemme. Blandet med højlydte grin og skrål fra de andre, som stod bag overfaldet. Og også sit eget grin.

Da han af forsvarer Mira Kirstine Jensen blev spurgt til, hvorfor han selv grinede med, sagde han:

»Det er dybt krænkende over for mig. Jeg griner, men hvad skal jeg gøre? Jeg står ene mand over for fire personer,« svarede han.

Ved en anden episode får han angiveligt stukket en tømrerblyant op i endetarmen.

»Jeg siger til dem, at jeg synes, de er idioter. Jeg kunne mærke, blyanten var oppe i mig, for jeg skulle hive mine underbukser ud af tarmen. De stod bare og grinede ad mig,« sagde han.

De tiltalte nægter sig skyldige. Af samme grund er de ifølge deres forsvarere heller ikke pligtige til at betale erstatning til den 20-årige mand, hvis bistandsadvokat har fremsat begæring om torterstatning på 175.000 kroner.

Sagen fortsætter onsdag. Der falder dom på mandag.

Genoplev tirsdagens retssag i LIVE-bloggen herunder: