Københavns teknik- og miljøborgmester ser ud til at have været helt tæt på en usædvanlig voldtægtssag både før, under og efter episoden.

Her er et bestyrelsesmedlem af Enhedslistens afdeling i København sigtet og varetægtsfængslet for at have voldtaget en hjælpeløs kvinde.

Det skete i Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeagers Olsens lejlighed på Nørrebro natten til 1. april.

Borgmesteren har til politiet forklaret, at hun lå i samme seng som bl.a. den nu sigtede og det formodede voldtægtsoffer på gerningstidspunktet og halvt i søvne registrerede samlejet med den hjælpeløse kvinde uden at gribe ind.

Det kom frem tirsdag middag i Københavns Byret, hvor den sigtede fik forlænget sin varetægtsfængsling med yderligere to uger.

Dommeren gav anklageren medhold i, at der kunne være en risiko for, at manden ville kunne påvirke vidner, hvis han blev løsladt, inden sagen kommer rigtigt for retten.

Han nægter sig skyldig og er ligesom den forurettede beskyttet af navneforbud.

Den forurettede kvindes forklaring er stadig hemmeligholdt, men i tirsdagens retsmøde kom der en række konkrete detaljer frem omkring omstændighederne ved den formodede voldtægt.

Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen ønskede ikke selv at anmelde den nu sigtede ven for blufærdighedskrænkelse, efter at han havde vækket hende ved at beføle hende.
Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen ønskede ikke selv at anmelde den nu sigtede ven for blufærdighedskrænkelse, efter at han havde vækket hende ved at beføle hende. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Blandt andet har teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen som centralt vidne i sagen forklaret til politiet, at hun efter en fugtig fest blev vækket ved, at den nu sigtede tog på hende - blandt andet på brystet.

Det skete i hendes egen seng, hvor der på det tidspunkt lå i alt fire personer i en slags kæmpeske. Borgmesteren lod dog, som om hun fortsat sov – også selv om hun bagefter registrerede, at der skete noget bag hendes ryg.

På et tidspunkt mærkede hun også, at der blev taget fat i hendes hofter, mens den formodede gerningsmand stødte ind i den forurettede.

»Jeg kunne med hjernen godt genkende, hvad der skete, men ville nok ikke erkende det. Jeg gik i en form for panik og frøs. Han ville selvfølgelig ikke kunne finde på at gøre sådan,« har borgmesteren forklaret til politiet ifølge den gengivelse, som den sigtedes forsvarer, Helle Vibeke Paulsen, gav i retsmødet.

Ninna Hedeager Olsen har under en senere afhøring hos politiet oplyst, at hun ikke ønskede at anmelde den nu sigtede for blufærdighedskrænkelse i forhold til hende.

I stedet er han sigtet for 'i perioden mellem den 31. marts 2019 ca. kl. 00.00 til den 1. april 2019 ca. kl. 10.00' at have skaffet sig vaginalt samleje med den forurettede kvinde, 'der som følge af alkoholindtag og/eller træthed befandt sig i en tilstand eller situation, i hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen'.

Næste morgen spiser man morgenmad sammen i borgmesterens lejlighed, men da den nu sigtede er gået ud ad døren, betror den forurettede kvinde sig til borgmesteren. Den forurettede kvinde ønsker ikke selv at anmelde den formodede voldtægt, men efter pres fra blandt andre Ninna Hedeager Olsen kontakter den nu sigtede selv politiet.

Men han nægter sig altså fortsat skyldig i voldtægt. Han deltog i tirsdagens retsmøde via en videoforbindelse fra Vestre Fængsel, hvor han iført kortærmet sort T-shirt mod slutningen af retsmødet roligt tog til genmæle omkring to punkter, som han mente, retten risikerede at misforstå.

»Jeg var godt klar over, at der var en samtale, der skulle tages,« lød det blandt andet fra ham om stemningen efter den pågældende nat.