Den norske hovedstad Oslo bliver hærget af en voldtægtsbande. Derfor advarer norsk politi nu kvinder mod at færdes alene i den norske hovedstad om aftenen.

Advarslen kommer efter, at politiet i weekenden modtog fem nye anmeldelser om seksuelle overgreb på kvinder.  

- Jeg synes, det er skidt. Det er frygteligt. Jeg havde håbet, at vi skulle have en weekend uden overfaldsvoldtægter, siger politimesteren i Olso, Anstein Gjengedal til VG Nett.
 
I alt er antallet af voldtægtsanmeldelser I Oslo alene i år nu oppe på 49 –  og det er et tal, der er noget højere end normalt.

- Jeg har arbejdet med det her de seneste 13 år, men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er jo gået helt over styr. Vi kan ikke acceptere, at det skal være sådan, lyder det fra Herdis Magerøy ved Dixi ressurssenter for voldtægtofre i Oslo.

I weekenden endte blandt andet to 16-årige piger blandt ofrene. De blev ifølge VGNett udsat for seksuelle overgreb af fem mand mellem 16 og 20 år på Oslos Hovedbanegård. Fem personer, der alle er af pakistansk og afghansk oprindelse, er blevet anholdt.

Desuden blev tre 20-årige samt en 18-årige kvinde udsat for voldtægter. De fire kvinder blev voldtaget ved fire forskellige lejligheder. Tre mænd er blevet anholdt, mens politiet fortsat leder efter tre formodede gerningsmænd.
 
De fem anholdte har forskellig alder og forskellig etnicitet. Nogle af de formodede gerningsmænd er af ikke vestlig oprindelse, mens andre har skandinaviske rødder. Og det får politiet til at tro, at der er tale om en form for voldtægtsbande.

- Jeg tror, at der er flere personer, som opererer sammen, og som aktivt jagter kvinder, som går alene i byen. Flere af dem gør dette flere weekender i træk, siger Anstein Gjenedal og tilføjer, at gerningsmændene er skrupelløse.
 
- Det er nogle, som ikke giver sig, før vi får fat i dem, siger politimesteren.

Politiet i Norge ved endnu ikke, om voldtægtsbanden består af folk, der bor i Oslo, eller om det eventuelt er  nogle, som blot er i Norge kort tid.
De mange overfald har dog nu fået politiet til at tage det drastiske skridt og advarer alle broderfolkets kvinder.

- Tag vare på pigerne! Følg dem hjem og sørg for at holde et ekstra øje med dem, siger Gjengedal, der også opfordrer kvinder til ikke at gå alene om aftenen og til ikke at benytte pirattaxaer.

Ifølge VGNett bliver mellem 8.000 og 16.000 personer hvert år udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg i Norge.  Hovedparten af ofrene er kvinder.