Pirattaxaer har flere gange spillet centrale roller i alvorlige kriminalsager. Og nu formoder Nordjyllands Politi, at det også er tilfældet i den aktuelle Mia-sag fra Aalborg.

I december 2019 blev en 35-årig mand ved Retten i Lyngby idømt fem års fængsel og udvisning for at have voldtaget to kvinder på henholdsvis 21 og 23 år i løbet af samme uge, efter at han havde kørt pirattaxa med ofrene.

Og i oktober 2018 blev en 18-årige kvinde i Vejle voldtaget af chaufføren i en anden pirattaxa, som hun havde prajet omkring klokken 02.40 om natten ved byens banegård for at blive kørt hjem.

Da hun næsten var hjemme ved adressen, stoppede den cirka 40-årige, dansktalende chauffør med mellemøstligt udseende dog vognen og gennemførte voldtægten af den unge kvinde.

Politiet i flere dele af landet har i det hele taget ofre advaret om, at det kan blive både dyrt og farligt, hvis man sætter sig ind i en pirattaxa for at blive kørt hjem efter en tur i byen.

Eksempelvis advarede politiet i København så sent som op til jul om, at man som kunde kan komme ud for ubehageligheder i en pirattaxa.

»Vi vil kraftigt opfordre til, at man ikke benytter sig af pirattaxaer, som både er ulovlige og – som vi har set på det seneste – indebærer en risiko for, at man får sit kreditkort stjålet,« lød det ved den lejlighed til B.T. fra politikommissær Nicklas Poulsen, leder af tyverisektionen i Københavns Politi.

Politiets advarsel kom, efter at især adskillige unge mænd havde fået deres kreditkort misbrugt, efter at koden var blevet afluret og kortet stjålet i forbindelse med betalingen i pirattaxaen.

Politikommissær Nicklas Poulsen havde derfor en simpel opfordring:

»Hvis du skal hjem fra en bytur, så tag en autoriseret taxa, benyt offentlig transport eller lav en aftale med en ven eller et familiemedlem, som kan hente dig,« lød anbefalingen fra ham.

Og en lignende opfordring kom også fra Østjyllands Politi i efteråret, efter at flere pirattaxakunder havde fået stjålet og misbrugt deres kreditkort.

Samtidig er det værd at være opmærksom på, at det heller ikke er helt uden risiko for chaufføren, hvis man er taxapirat og vælge at køre ulovlig hyrevognskørsel i nattelivet.

Den slags betragtes som en overtrædelse af taxiloven, og bødetaksten for den slags ligger på 35.000 kroner.