Lørdag morgen klokken 5 overfaldt en 25-årig mand en yngre kvinde og voldtog hende ved Stenbanen bag Rønne Arrest på Bornholm.

Manden blev anholdt samme dag, men søndag udviklede sagen sig fra at omhandle voldtægt til også at være en sag om drabsforsøg.

Sigtelsen lyder nu på forsøg på voldtægt, drabsforsøg og en fuldbyrdet voldtægt. Det forklarer Anne Moe, anklagerfuldmægtig hos Bornholm Politi, til TV2 Bornholm.

Sagen udviklede sig, efter politiet havde brugt lørdag på at efterforske omstændighederne omkring voldtægten.

Området, hvor voldtægten fandt sted, blev undersøgt grundigt, og både manden og offeret blev undersøgt af retsmedicinere.

»Jo længere man kommer ind i efterforskningen, så er der jo nogle ting, der kommer frem i lyset. Det var derfor, at vi valgte at skærpe sigtelserne til også at omfatte drabsforsøg,« siger Anne Moe til TV2 Bornholm.

Den 25-årige mand er blevet varetægtsfængslet frem til den 17. april.

Han nægter sig skyldig.