Der har været en anmeldelse om voldtægt ved Aalborg Karneval. 

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Vicepolitiinspektør Sune Myrup, der er leder af politiets indsats under karnevallet, fortæller, at man ikke kan sige mere på nuværende tidspunkt. 

»Der er stadig mange festglade mennesker til stede i Kildeparken og i resten af byen. Vi har modtaget en anmeldelse om voldtægt samt en om drugging.«

»Begge sager efterforskes nærmere, og der kan ikke oplyses yderligere på nuværende tidspunkt,« siger han. 

Politiet oplyser desuden, at man lørdag aften har anholdt personer i forbindelse med slagsmål, beruselse samt blufærdighedskrænkelse. 

En del karnevalsgæster er på vej hjem, og endnu flere karnevalsgæster er mere eller mindre berusede. 

Derfor opfordrer politiet til, at man skal passe på hinanden og være opmærksom i trafikken.