Opdatering: Nordjyllands Politi oplyser, at alle bilerne er fjernet, og politiet også har forladt ulykkesstederne.

Politi og ambulance er lige nu på vej til to uheld på motorvejen E39 i Nordjylland.

Nordjyllands Politi oplyser, at det første uheld, et solouheld, skete mellem afkørsel 4 og 5 ved Hjørring.

Det drejer sig om en bil, som har ramt et autoværn, og som lige nu holder stille i midterrabatten.

Det andet uheld er også et solouheld. Her er en bil skredet ud og har ramt autoværnet. Uheldet er sket samme sted – blot i den anden retning.

Det er for nuværende ikke til at sige, hvad der er årsag til uheldet.

Men der er lige nu flere meldinger om kraftigt haglvejr i det nordjyske, hvilket kan medføre glatte veje.

'Der er lige nu skybrudslignende regnvejr også med hagl i Aalborg og Nørresundby området,' skriver Nordjyllands Politi på Twitter og tilføjer:

'Pas nu på, når I kører derude, og vis hensyn til vejret og sæt hastigheden ned, så vi undgår uheld.'

Tidligere mandag var en tredje bilist involveret i et uheld.

En 62-årig mand kom kørende på motorvej E45, da et voldsomt haglvejr begyndte. Manden røg af vejen og endte på marken ved siden af, hvor bilen rullede rundt. Det skriver Nordjyske.

»Vi havde en patrulje på stedet, men manden slap nogenlunde uskadt fra tulleturen, og han kom selv ud af bilen. Han ville også selv sørge for, at den noget ramponerede bil blev kørt væk fra uheldsstedet,« oplyser vagtchefen.