Natten til lørdag blev der ifølge politiet begået et meget voldsomt overfald i Svendborg.

I hvert fald rykkede Fyns Politi omkring klokken 4.15 til Grusvig, hvor en 25-årig blev fundet ukontaktbar. 

Han havde fået det, som vagtchef Peter Vestergaard beskriver som 'meget voldsomme tæsk'.

Vagtchefen kan ikke udtale sig om skadernes omfang, men han fortæller, at den 25-årige havde brug for lægehjælp.

I kølvandet på overfaldet skred politiet hurtigt til anholdelse af to mistænkte. 

Det drejer sig om to 20-årige mænd, der senere søndag vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg. 

Begge er blevet sigtet for kvalificeret vold, oplyser Peter Vestergaard.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.