Først slog han ham flere gange i både hovedet og på kroppen, så offeret faldt om.
Herefter slog han ham flere gange, tog fat i hans krave, løftede ham op og lod ham falde.
Det betød, at offeret slog baghovedet ned i jorden og pådrog sig både hjerneblødninger og et kraniebrud. Han er nu i livsfare.
Sådan lyder det tragiske resultat af et overfald efter kampen mellem FCK og Dortmund tirsdag aften.
Natten til torsdag blev en 31-årig mand anholdt for overfaldet, og torsdag er han i Københavns Byret blevet varetægtsfængslet i 27 dage.
Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.
Han fortalte i retten, at han havde været i Parken og se F.C. København med sin far tirsdag.
Da faren efter kampen gik hjem, valgte den sigtede at tage hen på »en café for FCK-fans« på Østerbro.
Her mødte han offeret, der ifølge den sigtede slog hans mobiltelefon ud af hånden.
Det udviklede sig til en diskussion, hvorefter den 31-årige altså overfaldt den anden mand.
Det fremgår ikke, om både sigtede og offer er tilhængere af F.C. København.
Manden er sigtet efter straffelovens paragraf 245 stk. 1 jf. 246, der omhandler grov vold med døden til følge.
Den sigtede erkendte sig delvist skyldig i retten.