Ved du noget om sagen? Så hører BT gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk.

Tirsdag aften modtog Østjyllands Politi flere anmeldelse om en voldsomt masseslagsmål i Aarhus mellem to grupperinger.

Det oplyser Østjyllands Politi til BT.

»Klokken 21.09 kom der en anmeldelse om, at en større gruppe mænd overfaldt en anden gruppe mænd på Bernhard Jensens Boulevard med køller og bat. Den ene gruppe er gået målrettet efter den anden gruppe,« fortæller kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, Jakob Christiansen.

Men da politiet ankom til stedet, var de to grupperinger gået hver til sit. Umiddelbart efter, klokken 22.13, modtog politiet endnu en anmeldelse om et masseslagsmål på Holmstrupgårdsvej i Brabrand. Endnu engang var slagsmålet overstået, da politiet ankom til stedet.

»Vi følger selvfølgelig udviklingen tæt og holder øje med de to grupperinger.«

Har I nogen formodning om, at der skulle være tale om et bandeopgør?

»Vi kan i hvert fald sige, at vi tidligere har haft udfordringer med grupperinger i Aarhus, så derfor holder vi øje med, hvordan det udvikler sig,« siger Jakob Christiansen.

Der har ikke været nogen meldinger om tilskadekomst, men det kan ifølge Jakob Christiansen være fordi, at ingen fra de to grupperinger ønsker at tale med politiet.