Patruljerne i Midt- og Vestjyllands politikreds har haft et voldsomt travlt døgn.

På under 24 timer har politikredsen i det jyske rejst intet mindre end otte sigtelser for narkokørsel samt fem sigtelser for spirituskørsel.

'Det er alt, alt for mange, som sætter eget og andres liv på spil,' skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

I alt er 11 personer blevet sigtet. Flere af dem havde endda ikke kørekort

B.T. har tirsdag morgen været i kontakt med Jens Claumarch, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. Han er rystet over, at så mange på så kort tid har sat sig påvirket bag rattet.

»Det er beskæmmende, at man opfører sig sådan, når man godt ved, man ikke må, og det er til fare for andre.«

Ifølge Jens Claumarch har politiet det seneste år oplevet en kraftig stigning i narkokørsel.

»Det er lige før, vi snart stopper flere for at være påvirket af narko end af spiritus,« siger vagtchefen og fortsætter med en mulig forklaring:

»Mange tænker måske ikke på, at virkningen af euforiserende stoffer kan spores i lang tid.«

Jens Claumarch fortæller videre, at politiet i højere grad får fingrene i bilister, der kører rundt uden et gyldigt kørekort. Det skyldes hovedsageligt automatisk nummerpladegenkendelse.

»Så snart en bil, der er registreret til en bruger, som ikke har fået generhvervet sit kørekort, så får patruljerne et 'pip' inde i bilen, og mange gange viser det sig altså at holde stik.«

Vagtchefen har endnu ikke fået detaljerne omkring de mange sigtelser for narko- og spirituskørsel det seneste døgn, og han kan derfor ikke fortælle noget om målte promiller eller lignende.