En 83-årig kvinde blev natten til lørdag kidnappet og udsat for et voldsomt hjemmerøveri i sit hjem i Odense.

Det bekræfter Fyns Politi.

Gerningsmanden trængte klokken 1.30 ind i hendes hjem i Åløkkekvarteret i Odense, hvor han truede kvinden med vold, hvis hun ikke gjorde, som der blev sagt.

Kort før klokken 2 stjal gerningsmanden kvindens bil og kørte til en hæveautomat ved Sydbank på Rugårdsvej kort derfra.

Gerningsmanden kørte tilbage til kvindens hus og tog hende med i bilen. Derefter kørte han med kvinden ind til Grønlandsgade i det centrale Odense, hvor han forlod bilen og kvinden og fortsatte til fods af den nærliggende Kertemindestien.

Politiet fortæller, at kvinden efter omstændighederne har det godt efter den voldsomme oplevelse.

»Hun tager det meget pænt efter omstændighederne, og hun har ikke lidt fysisk overlast,« siger vagthavende Anders Furbo Therkelsen i Fyns Politi til BT.

Politiet har endnu ikke fanget gerningsmanden, ligesom de heller ikke kender mandens motiv i forhold til at tage kvinden med sig i bilen.

»Sagen overgår nu til vores afdeling for Personfarlig Kriminalitet, og de fortsætter med efterforske sagen,« siger han.

Fyns Politi søger vidner, der har set manden eller kvindens bil i tidsrummet klokken 1.30 til 2.45

Gerningsmanden beskrives som cirka 170 cm. høj og af almindelig til spinkel bygning. Han var iført grå regnjakke med blå aftegning og hætte samt en hue, som dækkede ansigtet. Manden talte dansk.

Bilen er en sølvfarvet Toyota Rav 4 med registreringsnummer SC 96 318.