En blev frikendt, mens ikke mindre end 86 Hells Angels-rockere i dag, torsdag, blev dømt ved, hvad der bedst kan betegnes som en masseretssag i Portugal. Måske ligefrem rekord i dømte rockere på en og samme dag.
Dommene faldt ved retten i Loures, der ligger lige nord for Lissabon, skriver flere portugisiske medier.
Her fik størstedelen 12 års fængsel, mens en enkelt fik 15 et halvt års fængsel. En anden slap med ni måneder, der ikke skal afsones.
Det var en gedigen blanding af anklager, som den store flok blev kendt skyldige i. Afpresning, tyveri, narko og våben.
De fleste blev dog også dømt for drabsforsøg.
I sagen indgår nemlig et planlagt overfald i juni 2018 på en restaurant i Prior Velho – et område, der ligger ved siden af Lissabons internationale lufthavn.
Her var et af ofrene en mand, der havde forsøgt at opstarte en afdeling af Bandidos, skriver de portugisiske medier.
Blandt de dømte er både fuldgyldige medlemmer, prøvemedlemmer og såkaldte hangarounds.
Med det massive antal dømte rockere, er der nu kun en mindre gruppe HA'ere tilbage på fri fod i PortugaL.
Hør her, hvordan danske bandefolk angiveligt blev hyret til at begå lejemord i Portugal: