Slag med knipler regner ned over fodboldfans, der vælter omkuld foran Haralds Bodega på Jagtvej i København.

Scenerne udspiller sig søndag eftermiddag efter fodboldkampen mellem FC København og Brøndby IF.

På nærgående videoer kan man se, at det både er uniformerede og civilklædte betjente, der er afsendere af de mange slag.

Sammenstødet har flere tilstedeværende personer filmet og lagt på sociale medier, hvor politiets knippelsuppe skaber diskussion om, hvorvi volden var nødvendig og passende.

Men hos Københavns Politi ser man helt anderledes på gårsdagens hændelser, da det langt fra er første gang, at man har stået i samme situation.

»Vi står tilbage efter en fodboldkamp mellem Brøndby og FCK, jeg vil sige, næsten som det plejer at være med de to grupperinger, at de har kun en interesse – og det er at komme i slagsmål med hinanden,« siger Peter Dahl, der er leder af beredskabet i Københavns Politi.

Politifolk på skadestuen
Han har set videoerne og mener, at man bliver nødt til at tage højde for det, som videoerne ikke viser, nemlig hvad der er sket forud for, at politiet trak kniplerne.

»Vi har politifolk, der er kommet til skade og er kommet på skadestuen. Vi har et utal af 119-sager (angreb mod politiet, red.) De har væltet hegn ude omkring Parken.«

»På alle måder har de her tosser fra begge grupperinger vist, at det man ønsker, er at komme i slagsmål med hinanden.«

»De videoer, der florerer, det er få sekunders uddrag af en hel dag, kan man sige, en hel formiddag og en hel eftermiddag med slagsmål i gaderne, hvor de her grupperinger har forsøgt at komme i infight med hinanden men også komme i slagsmål med politiet. 

»Så det er meget svært for mig at vurdere i forhold til om den magtanvendelse, man ser i de ganske få sekunder, om det er proportionelt med den fulde sammenhæng,« siger Peter Dahl.

Men kan man forsvare slagene med, at der har været voldelige sammenstød tidligere?

»Det spørgsmål kan jeg ikke forstå. Men der har været noget forud for de sekunder, som man ser på de videoer der. Hvad der ligger der, det kan jeg simpelthen ikke svare på. Det er umuligt på baggrund af det, som ligger på de sociale medier.«

»Men jeg vil gerne tilføje, at magtanvendelse ser altid grimt ud. Det ligger i sagens natur, at hvis man slår andre mennesker med en stav eller giver dem peberspray eller i sidste instans skyder dem, så er det aldrig kønne billeder,« lyder det fra lederen af beredskabet.

Betjent peget ud
Især en af betjentene er blevet peget ud som særligt voldelig ved episoden foran Haralds Bodega på sociale medier. Men Peter Dahl kan ikke gå ind i den specifikke situation.

»Det kan jeg simpelthen ikke konkludere på det her tidspunkt. Det bliver nødt til at blive sat ind i den fulde kontekst – her er nogle sekunders klip ikke nok. Det vil være useriøst for mig at fælde dom over,« svarer han.

Efter fodboldkampen blev fløjtet af, blev Brøndbys medrejsende fans holdt tilbage i Parken – lige over en halv time. Men da de blev lukket ud fra stadion, væltede FCK fans et hegn og angreb de blågule fans.

Her opstod der igen tumult. Københavns Politi gik imellem. 

Generelt oplevede begge klubbers fanklubber 'en uhensigtsmæssig håndtering' fra politiets side i forbindelse med kampen. Det skriver de på X.

Det giver Peter Dahl ikke meget for.

»Jeg må tage hatten af for både Brøndbys og FCK’s spin hver gang efter de her kampe, det er faktisk det eneste tidspunkt, hvor de her to fangrupperinger er enige om noget, det er dagen efter, at de selv har teede sig som vilddyr i Københavns gader.« 

»Her udsender man en pressemeddelelse om, at de har opført sig fromt som lam, og at det er politiet, der er gået fuldstændig voldsamok. Jeg kan overhovedet ikke nikke genkendende til der her ting,« siger Peter Dahl.

Fanklubber uenige 
B.T. har forelagt FC København Fan Club og Brøndby Support politiets kritik af fansenes opførsel i forbindelse med søndagens storkamp.

Formand Sarah Agerklint fra Brøndby Support skriver i en sms, at hun ikke for nuværende har yderligere kommentarer. Hun kan imidlertid ikke genkende det billede, som politiet tegner.

Hos FC København Fan Club lyder svaret fra bestyrelsesmedlem og talsperson Casper Fischer Raavig, at man ikke har en umiddelbar reaktion.

»Men vi har også set de videoer, som du omtaler, og vi synes, de ser bekymrende ud,« siger Casper Fischer Raavig til B.T.

»Jeg kan ikke se, hvad der skal retfærdiggøre, at folk bliver slået i halsregionen med stave. Det er der klare regler omkring,« konstaterer han desuden.

'Det ser voldsomt ud' 
Politiforsker Thomas Skou Roer fra Katastrofe og risikomanageruddannnelsen for Københavns Professionshøjskole har set flere af klippene, der florerer på det sociale medie X.

»Jeg er helt enig i, at det ser voldsomt ud, at særligt de to civilbetjente slår løs,« fortæller han. 

»Men vi kan ikke se, hvad der ligger forud for hændelsen og kender derfor ikke konteksten.«

Han understreger, at politiet må anvende deres stav, hvis de bliver angrebet, skal gennemføre en anholdelse eller en ordre.

På flere af videoerne hører man hverken politiet give en ordre eller det der virker til at være et angreb.

»Jeg hører ikke en ordre, og det virker heller ikke som om, politiet er under angreb på det tidspunkt. Men der er ting, vi ikke ved. Men det er klart, at hvis ikke der er det, så er det selvfølgelig ikke efter spillereglerne.«

På en anden video, er politiet ved at trække sig tilbage, da en civil betjent råber 'gå væk'. Kort efter begynder den civile betjent at slå en person på arme og ben med sin stav.

»Der er en klar ordre, og hvis betjenten mener, det er noget, der kræver øjeblikkelig efterkommelse, så kan han sådan set godt bruge sin stav på den måde.«