»Jeg frygter, det ender med liv og lemmer.«

Sådan lyder det fra Hans Henrik Jensen, talsmand for arbejdsmiljøet i Omdelerklubben, der er den faglige klub for avisbude.

Ordene falder så kontant, fordi han på lidt over en uge har erfaret hele to episoder, hvor hans kolleger fra STS-Distribution er blevet truet og forsøgt røvet af 'scooterbander'.

Den første episode fandt sted onsdag den 3. juli, hvor en avisomdeler med omkring 15 års erfaring i jobbet blev forfulgt at to røvere med en kniv.

Røverne forsøgte at tvinge den pågældende omdeler til at udlevere sit køretøj, en scooter.

Omdeleren, som ikke har lyst til at stå frem med navns nævnelse, formåede at stikke af og gemme sig bag en låst dør, hvorefter røverne begik hærværk for at stjæle scooteren.

De måtte dog til sidst opgive.

Den anden episode fandt sted fredag den 12. juli klokken 03.32, hvor et andet avisbud blev beskudt med et paintball-gevær af ukendte personer i en personbil.

Personerne ville angiveligt også her have fat i omdelerens scooter.

Den 34-årige omdeler formåede dog at flygte og slap fra episoden lettere chokeret og med overfladiske skrammer fra skuddene.

Ifølge politiets døgnrapport blev avisbuddet ramt både i ansigtet og på tøjet af personerne, der kørte i en Toyata Auris.

Begge hændelser skete i nærheden af Circle K-tankstationen på Lyngbygårdsvej 138/Klampenborgvej i Kongens Lyngby ved København.

Ifølge Hans Henrik Jensen ligger der et avisdepot lige rundt om hjørnet fra tankstationen, hvilket betyder, at mange af avisbuddene ofte tanker deres scooter op på netop denne tankstation.

Han gætter derfor på, at gerningsmændene overvåger tanken og er klar til at slå til, når der dukker en omdeler op.

Hans Henrik Jensen frygter, at flugten fra de bevæbnede røvere kan ende fatalt.

»Når man sidder på en scooter og pludselig bliver jaget med en kniv eller af en bil, så drøner man jo af sted med fuld fart, og det er et trafikeret område, så det kan altså hurtigt ende med liv og lemmer,« advarer han.