Da et S-tog søndag aften kom kørende ind mod Holte Station, hev lokomotivføreren pludselig i bremsen.

Det skete, efter han hørte et højt knald ude fra en af kupéerne.

Da han kom ud til passagerne, kunne han hurtigt konstatere, at den ene rude var smadret, og at der lå en sten på størrelse med en stor knytnæve på gulvet.

Lokomotivføreren har givet B.T. lov til at bringe de billeder, som han tog af stenen og kupéen.

Her kan man se den sten, der blev kastet ind gennem en rude tæt på Holte Station. Ingen kom til skade.

Han kalder det selv »fuldstændig uduelig og usmagelig opførsel«.

Politiet har talt med et vidne, som sad i den togkupé, der blev ramt af stenkastet. Manden har ifølge politiet fortalt, at han så tre drenge lave kastebevægelser på en sti, hvorefter stenen ramte gennem ruden.

Stenen var tæt på at ramme mandens ven i hovedet.

På det seneste har der også været flere meldinger om stenkast mod biler fra motorvejsbroer forskellige steder.

Stenkastet forårsagede et stort hul i ruden på toget.

Blandt andet efterforsker Københavns Vestegns Politi flere episoder med mulige stenkast, hvor biler har fået skader, men ingen personer er kommet noget til.

I Nordsjællands Politi fik man søndag aften klokken 22.16 anmeldelse om, at noget - formentlig en sten - havde ramt kølerhjelmen på en kvindes bil på Helsingørmotorvejen.

Kvinden var kørende i sydlig retning på motorvejen, da genstanden ramte bilen ved en motorvejsbro ved Jægersborg Station.

Ud over skrammer på bilen skete der ikke noget. Politiet har i den forbindelse indhentet videoovervågning.

Her kan man se den sten, der blev kastet ind gennem en rude tæt på Holte Station. Ingen kom til skade.