En bil fór væk i høj fart.

Omkring ti minutter senere rykkede flere patruljevogne og civile politibiler ind i området ved Græsvangen i Tilst.

Det fortæller en beboer til TV2 Østjylland.

Politiet var blevet kaldt ud efter en voldsepisode, lyder det fra Østjyllands Politi til samme medie.

»Der har været en voldsepisode derude, som vi har været ude og undersøge. Vi efterforsker stadig sagen, så jeg kan ikke kommentere meget mere på den,« siger vagtchef Anders Kragh.

En person kom til skade og blev kørt på hospitalet.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvor alvorlig personens tilstand er.

Østjyllands Politi efterforsker fortsat sagen.