Natten til onsdag opdagede en familiefar fra Hirtshals, at der var gået ild i en elbil i garagen.

Han skyndte sig at hive stikket ud – alligevel skulle det vise sig at være for sent.

Der blev ringet 112 klokken 00.22, men da brandvæsenet ankom, var det ikke kun elbilen, der stod i flammer.

»Ilden spredte sig til carporten og derefter til familiens hus, hvor der var kraftig ild løs, da vi ankom,« siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.

Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

De tre beboere i huset kom heldigvis ud i tide.

Ikke desto mindre blev de alle kørt til Hjørring Sygehus.

»De blev tjekket for røgforgiftning, men der er ikke sket dem noget alvorligt,« lyder det opmuntrende fra vagtchefen.

Det samme kan man desværre ikke sige om familiens hus.

»Det er ikke længere beboeligt. Som jeg forstår det fra indsatslederen på stedet, står kun murværket tilbage,« siger Jesper Sørensen.

Brandvæsenet er onsdag morgen stadig i gang med sluknings- eller efterslukningsarbejdet.

Hvorfor elbilen brød i brand vides endnu ikke. Det skal brandteknikere undersøge, når slukningsarbejdet er helt overstået og stedet er kølnet tilstrækkeligt af.