Sent onsdag aften rykkede politi og brandvæsen ud til en brand i en villa på Gormsvej i Frederiksværk.

Branden ser nu ud til at få et retsligt efterspil.

»Husets beboer er blevet sigtet for overtrædelse af beredskabsloven,« fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Thomas Ratzlaff.

Det tyder nemlig på, at villabranden skyldes aske fra en brændeovn – og at der derfor kan være tale om uforsigtighed med ild fra den 78-årige beboers side.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 22.40 onsdag aften.

Da politiet og brandvæsenet ankom til stedet, havde flammerne godt fat i villaens tag, som du kan se i videoen herunder.

»Der er tale om voldsom skade på tagkonstruktionen,« siger Thomas Ratzlaff.

Husets beboer måtte derfor finde et andet sted at sove.

Om huset ender med at blive totalskadet, kan vagtchefen endnu ikke udtale sig om.

Politiets arbejde på stedet ophørte kort efter midnat, mens brandvæsenet blev på stedet noget længere tid.