Der er sket et voldsomt uheld fredag aften på Frederikssundmotorvejen.

En mand i 40'erne er død på stedet.

Det fortæller vagtchef Stefan Andersen fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

Der er tale om føreren af den ene af de to biler, der var involveret i ulykken.

To mindreårige passagerer i samme bil er kommet til skade, og er bragt til hospitalet, men er i stabil tilstand.

Vagtchefen fortæller til B.T., at de to mindreårige passagerer og den omkomne mand er i familie, og meget tyder på at det er de mindreåriges far, der er afgået ved døden.

Føreren af den anden bil er i øvrigt uskadt.

Klokken 17.38 fik politiet en anmeldelse ind, om at to personbiler var kørt frontalt sammen, hvor Frederikssundmotorvejen slutter ved Tværvej.

Det har ledt til at motorvejen nu er spærret i vestgående retning ved afkørsel 2 Smørum.

Lige nu ledes trafikken af ved afkørslen, skrives det.

Hos Vejdirektoratet forventer man først, at vejen kan genåbnes i løbet af aftenen.

Endnu står det ikke klart, hvad der har ført til sammenstødet.

De pårørende er blevet underrettet.

B.T. følger sagen.