Natten til torsdag kørte en bil med tre unge mænd frontalt ind i et træ i en soloulykke ved Tune sydøst for Roskilde.

Alle tre blev kørt på hospitalet – men nu er der gode nyheder.

»De mistede herredømmet over bilen og ramte træet med høj fart,« sagde vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Lasse Jensen, til B.T. tidlig torsdag morgen.

Billeder fra ulykkesstedet viser, at bilen blev totalskadet.

De tre mænd på henholdsvis 19, 29 og 34 år var ved bevidsthed, da politiet og redningsmandskabet ankom, men der var frygt for, at de kunne have pådraget sig indre skader.

Heldigvis viste det sig, at de slap billigt fra soloulykken.

»Ingen af dem var kommet noget alvorligt til,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Ulykken kan dog få et retsligt efterspil.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Politiet ved endnu ikke, hvem der sad bag rattet.

»Da de alle tre kunne mistænkes for at være påvirkede, fik de udtaget en blodprøve, som skal afklare, om føreren kørte under påvirkning af alkohol eller euforiserende stoffer,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Alle de tre mænd vil blive afhørt og høre fra politiet, når resultatet på blodprøven kommer.

Soloulykken skete på Tune Landevej mellem Maglehøjgårdsvej og Tunevej og blev anmeldt klokken 02.46.

Tunevej var spærret natten til torsdag, men blev genåbnet tidlig torsdag morgen.

Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvorfor føreren mistede herredømmet over bilen og kørte direkte ind i træet.