Det var en 31-årig mand, der tidligt tirsdag aften kom alvorligt til skade, da et omkring 50 meter langt stillads væltede ned over Nørrebrogade i København.

Hans tilstand beskrives som værende kritisk.

Det oplyser Københavns Politi natten til onsdag til Ritzau.

Mandens pårørende er underrettet.

Den voldsomme hændelse fandt sted omkring 17.30 tirsdag, da stilladset væltede omkring Nørrebrogade nummer 230, hvor flere elledninger også blev revet ned på kørebanen.

Ifølge vagtchef Anette Ostenfeldt fra Københavns Politi er politiet i gang med at efterforske de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

Her ses et billede fra stedet på Nørrebrogade tirsdag. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

»Vi kan ikke sige noget om årsagen endnu,« forklarer hun tidligt natten til onsdag til Ritzau:

»Nu bliver stilladset fjernet, og så har vi jo allerede foretaget en masse efterforskningsskridt – taget billeder og den slags. Så skal man til at analysere, hvad det er, der er gået galt.«

Hjemmeværnet har natten over været i gang med at hjælpe med oprydningen på stedet.

Til Ritzau oplyser vagtchefen, at man kun har meldinger om en enkelt tilskadekommen.

Her ses et billede fra stedet på Nørrebrogade tirsdag. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

B.T. talte tirsdag med flere vidner til sagen.

Blandt andre Hanan Kassem, som fortalte, at hun stod og ventede ved krydset ved Borgmestervangen, da hun pludselig kunne se, hvordan stilladset faldt sammen.

»Det var vinden, der tog det. Det blæste meget, og det faldt ned med et stort brag,« forklarede hun.

Winnie Nielsen, der bor i opgangen, som stilladset stod foran, har fortalt, at det var som om, det hele skete i slowmotion:

»Jeg sad og strikkede og så pludselig, hvordan stilladset pludselig begyndte at falde. Det var lidt som om, det skete i slowmotion, fordi det er så tungt. Derfor gik der lidt tid, før det faldt ned,« sagde hun tirsdag aften.