En person er blevet kørt til observation på sygehuset, efter personen mandag aften kørte ind i to heste, som var sluppet løs fra en nærliggende indhegning. De to heste måtte efterfølgende aflives.

En større trafikulykke ramte mandag aften Hobrovej nord for Randers, da en bil stødte sammen med to løsslupne heste, der havde forvildet sig ud på kørebanen.

Manden i bilen, som blev voldsomt skadet, blev efterfølgende kørt på hospitalet til observation. Men de to heste, som kolliderede med bilen, måtte efterfølgende aflives.

En tredje hest, som også var stukket af, blev indfanget igen, og er sikkert tilbage hos ejeren. Det fortæller Østjyllands Politi, der også har tweetet om ulykken, der spærrede vejen i begge retninger frem til klokken 22.00.

»Det var en kollision med to heste, som var stukket af. Bilen kørte ind i de to heste, som måtte aflives bagefter. Manden, der sad i bilen, blev kørt til observation, men er kun kommet lettere til skade,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi Carsten Dahl til BT.

»De to heste var stukket af fra en ejendom i nærheden. oprindeligt var der tre, men den ene blev fanget igen. Det var en voldsom ulykke, og bilen, som ramte de to heste, blev voldsomt skadet,« fortæller Carsten Dahl.

Hobrovej er nu åben igen efter ulykken, og der er ikke mere oprydning på stedet, fortæller Carsten Dahl.