En 26-årig mand mistede lørdag eftermiddag livet som følge af en voldsom trafikulykke nær den sønderjyske by Øster Lindet.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann.

- Klokken 17.10 får vi en anmeldelse om, at to biler er kørt sammen, og at der er én lettere tilskadekommen og to svært tilskadekomne. Den ene af dem - en 26-årig mand - erklæres lidt senere død derude, siger vagtchefen.

Ulykken fandt sted på Tøndervej sydvest for landsbyen Jels, som efterfølgende blev spærret af i begge retninger.

Ole Aamann oplyser, at der i den modkørende bil sad en mand og en kvinde.

- I den anden bil var der en 48-årig mand og en kvinde. Manden, der er fører, bliver fastklemt og senere frigjort svært tilskadekommen, hvorefter han flyves til Odense Universitetshospital i helikopter. Kvinden er kun kommet lettere til skade og er kørt til Kolding Sygehus, siger vagtchefen, der ikke har yderligere informationer om kvinden.

Vidner har beskrevet over for Syd- og Sønderjyllands Politi, hvad der førte til det fatale sammenstød.

- Det forlyder, at ham, der døde, kørte ad Tøndervej mod nord og af uvisse årsager kommer over i den modsatte vognbane, hvor han kører frontalt ind i den anden part, der er modkørende, siger Ole Aamann.

Søndag formiddag kunne Syd- og Sønderjyllands Politi oplyse, at den kvæstede mand er i bedring.

- Vi har talt med Odense Universitetshospital her til morgen, og hans tilstand er stabil, dog er han svært tilskadekommen. Vi har ikke hørt nyt om kvinden, men det er et godt tegn, da hun kun blev lettere kvæstet, fortæller vagtchefen.