En voldsom hændelse fandt sted lørdag aften i den østjyske by Thorsø.
Her bragede to biler voldsomt ind i hinanden, skriver TV 2 Østjylland.
Mediet har set billeder fra ulykkesstedet, hvor man kan se to personbiler med store skader, og en af dem er tilmed blevet vendt på hovedet af sammenstødet og ligger med bunden i vejret.
Østjyllands Brandvæsen oplyser til mediet, at man blev kaldt ud til ulykken, da der i første omgang var meldinger om fastklemte personer i de to køretøjer.
»Alle personer var ude, da vi ankom. Den eneste opgave, der var for os, var oprydning,« siger Brian Arendtsen, der er operationschef i brandvæsnet.
TV 2 Østjylland har forsøgt at få kontakt til Østjyllands Politi for at få en opdatering på de involveredes til stand – det har endnu ikke været muligt.

