Der er tale om flere grove anklager, når en 18-årig ung mand senere onsdag skal indtage vidneskranken ved Retten i Hjørring.

Vold, brandstiftelse, brugstyveri og trusler samt vold mod en pædagog er tiltalerne mod manden, som er begået i perioden mellem august 2019 og november 2020.

Nogle af overtrædelserne går altså ifølge politiet tilbage til tidspunkter, hvor tiltalte var 16 år gammel. Det fremgår af anklageskriftet i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i.

Ifølge anklageskriftet har manden forvoldt brand- og røgskader på et opholdssted i Brønderslev ved at antænde to sofaer.

Anklagemyndigheden har vurderet skaderne som følge af branden til 'ikke under 800.000 kroner', lyder det.

Det er også i Brønderslev, at flere af overtrædelserne skulle være begået.

To dage før manden ifølge politiet skulle have sat ild på opholdsstedet, stjal han sent om aftenen en personbil, der tilhørte samme opholdssted i Brønderslev.

Og knap tre uger senere mener politiet, at manden udøvede vold ved at slå en anden person i hovedet med knyttet hånd. Alle tre overtrædelser er ifølge anklageskriftet begået i september 2019.

Anklageskriftet slutter dog ikke her. Det fortsætter nemlig med beskrivelser af, at den unge mand fortsatte med at begå vold, idet han udsatte personalet på en institution for vold og trusler.

Således skulle han have taget fat om halsen på en pædagog – for derefter at skubbe selvsamme pædagog. Den 18-årige er derfor tiltalt for vold eller trussel om vold mod en person i offentlig tjeneste.

Det fremgår, at anklagemyndigheden går efter en betinget dom samt en tillægsforanstaltning om, at den 18-årige skal have behandlet sin sag i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Tiltaltes forsvarer oplyser til B.T., at hans klient »erkender nogle ting – og så er der andre ting, han ikke erkender«, lyder det uden at komme det nærmere.

Sagen er berammet til onsdag og starter klokken 12.