'Tillykke med din 14-års fødselsdag – nu skal du have tæsk'.

Det er nogenlunde sådan en besked, som en dreng på Vadgård Skole i Søborg blev mødt med, da han fyldte 14 år.

For det viser sig, at en større gruppe drenge har valgt at gå sammen om at give en 'fødselsdagsgave' til mindst én dreng, som fyldte 14 år. Den 'generøse' fødselsdagsgave til den nyklækkede fødselar indebar, at da han fyldte 14 og herefter mødte i skole, så blev han hevet ud på et af skolens toiletter og fik tæsk i 14 sekunder.

Ifølge en bekymret far er det på et tidspunkt gået så voldsomt for sig, at en dreng endte på hospitalet, og sagen blev politianmeldt til Københavns Vestegns Politi.

»Det er voldsomt, at børn skal gå og kigge sig over skulderen, bare fordi at de er fyldt 14 år,« siger den bekymrede far, der har to børn gående på Vadgård Skole.

»Det er alt for voldsomt, at man bliver hevet med ud på toiletterne og så får tæsk af mange drenge. Det er ikke særlig betryggende at have sådan nogle drenge på skolen,« siger faren, som ønsker at være anonym af hensyn til sine børns sikkerhed.

Det har ikke været muligt for B.T. at få bekræftet, at drengen endte på hospitalet, men en voldssag er blevet anmeldt til politiet fra skolens adresse.

»Den 11. januar fik vi en anmeldelse om en voldssag på Vadgård Skole, hvor selve forholdet var sket kort før jul. Sagen efterforskes af os, og vi har ikke mulighed for at oplyse yderligere for nu,« oplyser Københavns Vestegns Politi i en mail til B.T.

Skoleleder Ole Hovmand ønsker ikke at deltage i et interview om sagen, men har i stedet fremsendt en mail til B.T.

»Vi har kun kendskab til en enkelt sag, nemlig den hændelse som fandt sted 4. januar og omhandlede en 14-årig dreng. Vi har ikke kendskab til, at den pågældende har været på hospitalet i forbindelse med episoden, eller at sagen er politianmeldt. I den pågældende sag var drengen tilbage i skole dagen efter, og vi oplevede ikke, at han havde skader efter hændelsen.«

»Episoden 4. januar har vi taget meget alvorligt, og den er helt i modstrid med vores ordensregler og kodeks for god adfærd. Ifølge vores oplysninger bestod episoden i, at den pågældende blev slået i 14 sekunder, fordi vedkommende fyldte 14 år. Hændelsen, som gik meget hurtigt, blev opfattet af en lærer, som omgående handlede på det.«

Det har ikke været muligt for B.T. at få fremlagt dokumentation for, at der har været flere voldshændelser på skolen. Men skoleleder Ole Hovmand forklarer om en hændelse fra januar, mens den politianmeldelse, som Københavns Vestegns Politi har modtaget, er på baggrund af tæsk på skolen 20. december 2022.

Og at politisagen stadig er i gang, samt at der endnu ikke har været alvorlige konsekvenser, er bekymrende ifølge den anonyme far.

»Indtil videre har det ikke fået alvorlige konsekvenser for de drenge. De render stadig rundt på skolen og kan fortsætte med det, de gør. De andre børn på skolen er jo bange og nervøse for dem,« siger faren.

»Vi forældre ønsker, at man forsøger at komme til bunds i det her, og håber på, at der kommer store konsekvenser ud af sagen.«

Ifølge skoleleder Ole Hovmand har man taget en snak med de pågældende drenge, men ingen er blevet bortvist.

»De implicerede elever blev samme dag indkaldt til møde sammen med deres forældre, hvor de og deres forældre blev orienteret om, at det var en adfærd, som er en helt og aldeles uacceptabel hændelse og et alvorligt brud på skolens ordensregler. Eleverne og deres forældre blev gjort opmærksom på, at en gentagelse ville medføre en yderligere og mere alvorlig sanktion.«

Fødselsdagstæsk er langtfra et ukendt fænomen på de danske skoler.

B.T. har tidligere skrevet om, hvordan en video, der florerede på nettet, viste, hvordan en elev på Roskilde Katedralskole fik fødselsdagstæsk af en større gruppe drenge.

I alt blev seks ud af syv elever smidt ud af Roskilde Katedralskole. I de efterfølgende underretninger – som blev sendt til henholdsvis Roskilde Kommune og Høje Taastrup Kommune – fremgår det, at Roskilde Katedralskole frygter, at flere af drengene var i fare for at ende i bandekriminalitet.