En ældre kvinde var tirsdag aften udsat for en ganske ubehagelig og voldsom hændelse under en togtur.

For undervejs gik en mand hen til hende – og gav hende en lussing.

Det fremgår af den seneste døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Klokken var 21.20, da politikredsen blev kontaktet af togets personale, som kunne fortælle, at en kvinde på 75 år havde fået en lussing af en mand.

»Kvinden havde siddet og snakket i telefon, da manden umotiveret var gået op og havde slået hende,« lyder beskrivelsen i døgnrapporten.

»Togpersonalet udpegede manden for politiet, der blev sigtet og anholdt for vold.«

Manden, der er 54 år, blev efterfølgende løsladt igen.

Han er dog fortsat sigtet i sagen.