Nordjyllands Beredskab er i øjeblikket til stede ved en brand på Tolshøj ved Gedsted.

»Det er en voldsom brand. Der er en traktor, der har startet en brand i stalden, der har bredt sig til en lade og et værksted, så vi arbejder på tre længer« fortæller indsatsleder Klavs Bojsen.

Det var kvart i tolv, at Nordjyllands Beredskab fik anmeldelsen om branden.

Siden har Nordjyllands Beredskab haft travlt med at få branden under kontrol, så den ikke løb over til en større stald med kreaturer.

Beredskabet har 2-3 timers arbejde tilbage på stedet, inden slukningsarbejdet er ovre.
Beredskabet har 2-3 timers arbejde tilbage på stedet, inden slukningsarbejdet er ovre.
Vis mere

Både udrykningsenheder fra Aalestrup, Farstrup og Aars har deltaget i opgaven.

»Det er som beskrevet tre længer, vi arbejder på, og der var godt gang i den, da vi kom hertil. Der er formentligt nok noget af skallen, der vil kunne bruges igen, men en del af tagkonstruktionen skal i hvert fald fornyes,« lyder det fra indsatslederen om bygningernes tilstand.

Foruden Nordjyllands Beredskab har også Beredskabsstyrelsen i Thisted været kaldt til stedet med både en sprøjte, en tankvogn, en redningskran og en såkaldt slangegruppe.

Ifølge indsatslederen har beredskabet 2-3 timers arbejde tilbage, inden efterslukningen er klaret.