Klokken 02.36 natten til lørdag rykkede Østjyllands Politi ud til et knivstikkeri ved en lejlighed på Myrholmsvej i Viby sydvest fra Aarhus.

Det bekræfter vagtchef ved Østjyllands Politi Thomas Green til B.T.

»Vi får en anmeldelse om, at en person er kommet til skade, og der bliver derfor sendt en ambulance. Der er formodninger om, at der kunne have været en kniv, hvorfor vi sender en indsatsleder, hundepatruljer og flere patruljer,« fortæller han.

På adressen træffer de gerningsmanden, som er fra årgang 2002 og en forurettet, som er fra årgang 1997. 

De to mænd er i familie med hinanden, og der er tale om en familiestrid.

»Vi får kontakt til begge parter og den tilskadekomne bliver tilset. Han har ingen kritiske skader, men bliver kørt ind til videre behandling,« fortæller vagtchefen.

Politiet anholder gerningsmanden, som bliver ført væk i en dna-dragt. Han er sigtet for kvalificeret vold.

Thomas Green understreger, at politiet ikke forventer, at der bliver afholdt grundlovsforhør. 

»Vi vil foretage de sidste afhøringer, og så vil han blive løsladt op ad formiddagen,« fortæller han.

Han understreger, at der ikke er grund til bekymring for de øvrige beboere i området, da der har været tale om en isoleret hændelse.