En slikbutik i Storegade i Thisted er natten til torsdag eksploderet og har skabt rystelser i hele området.
»Vi får mange anmeldelser om en voldsom eksplosion i en butik i Storegade klokken 0.42,« siger Henrik Nielsen, vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi.
»Samtidig ringede samtlige alarmselskaber i området og sagde, at de havde indbrud, men det var rystelserne fra eksplosionen, der havde aktiveret alarmerne.«
Tidligt torsdag morgen dækker butikkens inventar gågaden i Thisted, som havde det regnet med slik.
Eksplosionen har været så voldsom, at butikkens isfryser er fløjet ud på gaden. I forbindelse med eksplosionen er en person desuden kommet til skade, oplyser Henrik Nielsen.
»Der er en enkelt tilskadekommen, men jeg har ingen yderligere kommentarer til det.«
Brandvæsnet er færdige på stedet, hvor bygningen nu skal sikres mod sammenstyrtning på grund af skaderne.
Midt- og Vestjyllands Politi kender endnu ikke årsagen til den voldsomme eksplosion, men undersøger nu, hvorvidt der er tale om en kriminel handling eller en ulykke.


