Fyns Politi og brandvæsenet rykkede natten til onsdag ud til en voldsom brand i Årslev.

Branden er nu blevet slukket – men politiet er stadig på stedet.

»Vi rykkede ud til en bygningsbrand og kunne konstatere, at et udhus var overtændt,« siger vagtchef Milan Seyfabad.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 01.54.

Der er ingen personskade, og det var ikke nødvendigt at evakuere, oplyser vagtchefen.

»Vi bevogter stedet,« siger vagtchefen.

Det gør politiet, fordi brandårsagen skal efterforskes af en brandtekniker i løbet af onsdagen, når stedet er kølet tilstrækkeligt af.

Branden spredte sig ikke til andre bebyggelser.