Hvis man befandt sig nede ved havnen i Holbæk tidlig morgen, kunne man se, at flammerne stod op fra en 39 fods sejlbåd.

Det bekræfter både Vestsjællands Brandvæsen og Midt- og Vestsjællands Politi over for B.T.

»Der har været en brand i en sejlbåd på Holbæk Marina. Den er nu slukket,« fortæller vagtchefen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Det er dog ikke kun båden, der har taget skade af branden. Nogle af de omkringliggende både har også fået brandskade.

»Vi kan ikke komme med årsagen, men vi har anholdt en person, hvis færden vi skal klarlægge,« siger vagtchefen og tilføjer:

»Derfor vil brandefterforskerne være i gang fra morgenstunden for at danne sig et overblik over, om der er tale om et uheld, eller om branden er påsat.«

Personen, politiet har anholdt, ligger til observation for røgforgiftning.

Politiet fik anmeldelsen klokken 5.44. Branden blev slukket et par timer efter.