Fredag aften kæmpede omkring 50 brandfolk fra syv brandstationer mod en voldsom brand i en bygning på Ellehammervej i Vejle.

Flammerne blev skudt op i røgskyen og kunne ses flere kilometrer. Røg og aske ramte biler i området.

Da branden rasede, blev 63-årige Lone Vestersøe Jeppesen og hendes mand fanget i røgskyen. Over for B.T. beskrev de flammerne som noget, der nærmest lignede en vulkan.

Nu har sagen så ført til fire sigtelser, skriver Vejle Amts Folkeblad.

De sigtede er to piger på 16 og 17 år samt to 16-årige drenge. Alle fire er fra Vejle.

Brandvæsenet fik lørdag bugt med flammerne, men mandag blussede branden op igen, og brandvæsenet måtte endnu en gang rykke ud.

Politiet holder fortsat kortene tæt ind til kroppen.

»Sagen er fortsat under efterforskning, og vi har en masse ting, vi skal have undersøgt. Jeg kan derfor ikke sige mere om sagen på nuværende tidspunkt,« siger vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi til Vejle Amts Folkeblad.

LÆS HER hele historien om Lone og manden, som pludselig var fanget i røgskyen.