Politi og brandvæsen er rykket ud til en brand i en stråtækt bolig i Tisvildeleje.

Hos Nordsjællands Politi bekræfter man, at man er til stede.

»Der er gået ild i et stråtækt hus i Tisvildeleje,« siger vagtchef Rolf Kragh til B.T.

I en opdatering fra Nordsjællands Politi til B.T. lyder det, at branden i boligen er ved at være slukket på stedet.

»Vi er stadig deroppe, men branden er ved at være slukket. Der er ingen personskade,« siger vagtchefen.

»Det er endnu for tidligt at sige, om huset vil brænde ned.«

»Det bliver vi klogere på i morgen, hvor vi også skal have en brandinspektør ud for at fastslå brandårsagen,« uddyber han.

B.T. følger sagen.