Tidligt tirsdag morgen er der udbrudt en voldsom brand i en villa på Strandengen i Roskilde.

Billeder fra stedet viser, at der står flammer gennem taget.

Branden blev anmeldt via alarmcentralen klokken 05.32.

»Da vi ankommer, er en del af huset overtændt,« siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard.

Politi og brandvæsen fik hurtigt evakueret husets tre beboere.

»Brandvæsenet er stadig i gang med at slukke branden, så vi er fortsat derude,« siger Martin Bjerregaard.

Om huset brænder ned til grunden, ved han endnu ikke, men det bliver som minimum ubeboeligt som følge af brandskaderne, lyder det.

»Der er sket omfattende materiel skade, men ingen personskade,« siger kommunikationsmedarbejderen.

Der skulle ikke være risiko for, at branden spreder sig til de omkringliggende huse.

Brandårsagen er endnu ukendt.