En voldsom brand har torsdag raseret et sommerhus i Rødby på Lolland.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til B.T.
Ingen personer befandt sig i huset, som er et udlejningssommerhus, da branden brød ud. Og ifølge politiets oplysninger er der ingen, som har lejet det.
»Vi ved ikke, hvad der er sket. Det skal vi undersøge,« siger vagtchef Nicolai Lynge.
Han tilføjer, at huset var helt overtændt, da politiet ankom.
Kort før klokken 17 er branden stort set slukket. Politiet har derfor forladt stedet, mens brandvæsenet bliver i forbindelse med efterslukningen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.36.